Ideen bag bilen

Fra jeg var helt ung har jeg elsket amerikaner biler. Min drøm som teenager var at få en Corvette Stingray fra 69. Jeg synes på daværende tidspunkt at det var den sejeste og smukkeste bil jeg havde set.

Da jeg lærte Kim at kende havde han 2 Mustanger, en grøn 94’er og en blå 73’er. Af de to syntes jeg at 73’eren var den sejeste.

Langsomt blev mit syn ændret på amerikaner bilerne. Jeg fandt ud af at Corvetterne ikke havde så megen variation mellem årgangene og ikke havde så mange forskellige modeller.

Da Ford Mustang skulle fejre 45 års jubilæum i 2009 tog vi til Birmingham i Alabama, USA. Der var et mega stort træf og optog i Homewood. Jeg havde på daværende tidspunkt fundet ud af at der var blevet lavet Mustanger i pink/lyserød. På banen i Birmingham var der rigtigt mange flotte biler og bl.a. en cabriolet med sort kaleche som efter hvad de reklamerede med skulle være en original playboy pink. Jeg synes nu at den var fesen hvid med et lavendelfarvet skær. Efter at have gået rundt på pladsen med de udstillede biler skulle vi ned og se på boderne med gammelt jern, et eldorado for drengene. Nede mellem boderne lettere skjult holdt en 67’er cab i Pink med lyst indtræk. Der var jeg solgt. Jeg måtte bare ind og sidde i den. Ikke at farven pink er min ynglingsfarve, slet ikke, men den var så speciel. Skulle jeg nogensinde have en mustang så skulle den være pink med lyst indtræk. Jeg ville ikke have en bil som alle andre, men en som er unik. Vel ankommen hjem fra USA googlede jeg Pink Mustang og fandt frem til at den første Pink Mustang var en 65’er som blev givet til Donna Michelle af Hugh Hefner fordi hun var blevet Playmate of the Year 1964. Sidenhen er der blevet lavet en del Pink Mustangs i forskellige toner.

De næste år talt Kim og jeg meget om at det kunne være rigtigt hyggeligt at gå og hygge med at istandsætte en mustang om vinteren i garagen og at den selvfølgelig skulle være min og i Pink.

Drømme har man jo mange af...

I efteråret 2011 købte Kim en Mustang Cabriolet i atomer.

Karossen + ca. 10 kasser med dele.

"Vær så god, nu har jeg købt grundmaterialet, resten må du selv sørge for."

Han skulle selvfølgelig nok hjælpe til med at samle den. Det skulle nok gå mente vi og var fortrøstningsfulde.

Hvad vidste vi!!!! (Vi blev klogere).

Heldigvis havde Henrik lovet at ville hjælpe os. Der manglede sæder, kaleche, forrude og hundredevis af andre dele. Bilen havde tidligere heddet ”Blue Stripper”. Den havde altid været på danske hænder helt fra ny og har en lang og omtumlet og speciel historie, altså en bil med sjæl.

Så begyndte arbejdet med at finde dele og bestille dele. Finde farvekoder på lakken og interiøret. Under min søgen på nettet kom jeg i forbindelse med en amrikaner som bor i Santa Fe, New Mexico, som har lavet en Mustang til sin datter. Det er den jeg helst ville have min skulle ligne. Med hvidt tag og hvide sæder. Han gav mig farvekoderne på hans datters cabriolet.

Klædt på med farvekoder kørte vi bilen til maler Johnny Hampen, som har Køge Bugt Autolakering/Lakexperten i Greve. Maleren sleb og spartlede og prøvede at skaffe malingen. Det skulle vise sig at være en smule svært. Jeg prøvede også via min maler kollega at finde malingen og for at gøre en meget lang historie kort blev malingen til sidst afkodet på et laboratorie i Belgien. Malingen i dag må ikke indeholde de farlige stoffer såsom bl.a. bly og det gjorde det lidt svært at finde frem til farven. Nu er Playboy Pink kodet ind i autolakerernes databaser.

I mens karossen stod hos maleren, sorterede vi dele og jeg tog dele med i små portioner, på mit job hvor jeg glassleb dem og fik min kollega maler Kaj til at sprøjtelakere alle delene, efterhånden som jeg fik dem gjort færdige. Samtidig fik vi skaffet sæder, som var både klamme og rustne, de blev splittet ad og stellet glasslebet og lakeret.

Kalechestativet var svært at skaffe, men Tonny fra Ishøj havde et vi kunne købe til venne pris. Vi fik lov til at låne det i første omgang fordi at den forreste del af kaleche stativet var knækket og vi skulle lige tjekke om den kunne svejses, det kan den ikke. Derfor pas godt på jeres kalecher når i vil køre med folk der vil sidde på den. En Poul fra klubben havde en over 20 år gammel komplet kaleche stående, som vi købte sammen med bagsæde/ryg.

Dele ankom fra USA. Nyt pony interiør med skum og det hele. Nu skulle vi samle sæder. Kim og jeg kunne godt klare bagsæde/ryg, men forsæderne, nej der måtte vi give fortabt. Igen måtte jeg ty til en god kollega Michael som er sadelmager. Han brugte en eftermiddag efter normal arbejdstid. Flotte blev de og på loftet kom de sammen med Dashboarded som Kim Carr og John Carr har lavet.

Det var en stor dag

Vi hentede karossen og alle de nymalede løsdele

hos maleren. Det var en stor dag. Synes til at starte

med at farven var nærmest grisehuds farve, men

kun indtil bilen kom ud i dagslys. Bilen blev kørt op

til Henrik og Ulla i Ølstykke. Henrik havde lovet at

hjælpe os to nybegyndere med at samle bilen.

Det var ikke så let som Kim og jeg havde troet.

Der er gået rigtig mange sjove timer hos Henrik

og Ulla.

På et tidspunkt er Henrik nødt til at skulle bruge værkstedet og vi fik bilen hjem i egen garage. Kim tapede bilen mere eller mindre ind mens vi gik og prøvede på at få sat dele på, læse manualer og ringede rundt for at få hjælp og gode råd.

Kaleche stativet skilte vi ad i atomer, STOR fejl. Men vi mente at det skulle glasblæses og males hver del for sig. Dele var rustet fast så jeg måtte igen indenom min gode ven, kollega og klubmedlem John Carr der som hele tiden i denne lange proces har vist sig som en utrolig hjælpsom og opfindsom George Gearløs. Da vi fik kalechedelene hjem tog det 14 dages hovedbrud at samle det korrekt og så kunne det alligevel ikke gå ned i brønden. Gode råd var dyre, vi ringede til smeden Jan som også var ved at samle sin Mustang cab og dårligt havde tid. Han kom og kravlede op i bagagerummet, tog en stor hammer og smadrede ned i hjulkassen så maling og støv stod os om ørerne, der forlod jeg værkstedet. Han fik banket hjulkasserne flade så stativet kunne gå ned. Han svejsede de få revner der kom og vi malede sort i brønden.

Henrik kom tit og så hvor langsomt det gik og satte så i med en iver og et håndelag, der gjorde at vi kunne begynde at se en ende på det. Kalechedugen skulle monteres, hvem kunne vi få til at hjælpe. Igen måtte jeg trække på kollegaen Michael som i første omgang sagde nej, men så alligevel lod sig formildne. Han og jeg brugte en weekend og en fredag på at montere dugen så den sad. Det gør jeg ikke igen. Pokkers til utaknemmeligt arbejde. Men vi havde det sjovt. Måtte lige omkring Brian for at vi kunne lukke dørerne med kalechen oppe. Det var rigtigt hyggeligt og der var mange gode fif og historier.

Efterhånden begyndte det at snerpe til om vi kunne blive færdige til Viking Run 2012, det ville vi bare. Der manglede jo bare det sidste. Gudskelov kom Henrik og med hans lange erfaring og kunnen, fik han endnu en gang sat skub i det og hjalp os færdige og så kunne vi endelig nyde resultatet. Der manglede lidt rengøring og nogle smådele som antenne og pynteknapper hist og pist. Men den kunne komme med.

Sådan blev ”Blue Stripper” til ”Pink Lady"

Pink Mustang

Viking Run 2012 (august) var stedet hvor bilen blev præsenterer første gang.

Mustangen var for første gang til bedømmelse, og det på danmarks største træf.

Det blev til en 1. præmie i klassen

"Me and my car"

En uge efter Viking Run 2012 var

der U.S. Carjoy Cruise 'n' meet.

Her udvalgte et dommerpanel træfpladsen's 10 flotteste, uden at give individuel placering.

Også her var der en præmie.